Skatteministeren åbner for markante ændringer af aktiesparekontoen

Aktuelt
Politik

Foreningen af Børsnoterede Virksomheder glæder sig over skatte- og vækstministerens ambitionen om både et højere indskudsloft og et opgør med lagerbeskatningen. Begge dele kan være med til at gøre aktiesparekontoen mere attraktiv for flere danskere.

 

I Berlingske mandag den 14. september åbner skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt for både at hæve indskudsloftet markant og tage fat på et af de største kritikpunkter ved den danske aktiesparekonto: lagerbeskatningen.

“Det er rigtig positivt, at ministeren tager fat i både indskudsloftet og lagerbeskatningen. Han rammer to af de helt centrale barrierer i den nuværende aktiesparekonto. Nu handler det om at få skabt en model, der for alvor gør det attraktivt for flere danskere at investere,” siger Thomas Black-Petersen, adm. direktør i Foreningen af Børsnoterede Virksomheder (FBV).

 

Danskerne bliver beskattet af gevinster, de ikke har realiseret

I dag bliver danske investorer beskattet af gevinster, de endnu ikke har realiseret. FBV har derfor foreslået, at beskatningen først sker, når der hæves mere fra aktiesparekontoen, end der er indskudt – inspireret af den norske model.

FBV bakker også op om ambitionen om at hæve indskudsloftet, men mener samtidig, at der er grund til at være endnu mere ambitiøs. Foreningen pegede allerede tidligere på året i en række analyser om børsmarkedets fremtid på, at loftet enten bør fjernes helt eller hæves til mindst 750.000 kroner.

Flere danskere med en aktiesparekonto handler ikke kun om bedre opsparingsmuligheder for den enkelte. Det handler også om at styrke investorkulturen, udbrede ejerskabet og understøtte et mere velfungerende dansk børsmarked, som kan bidrage til vækst, arbejdspladser og virksomhedernes forankring i Danmark.

 

Læs analyserne og Foreningen af Børsnoterede Virksomheders forslag til en dansk børsmarkedsreform.